Da Danmark sidste gang havde en flertalsregering, der spændte fra Venstre hen over midten til Socialdemokratiet, gik vi alle rundt i islandske sweatere og havde frisurer inspireret af formen på en gryde. Dengang kunne det danske landshold tabe til Nordirland i fodbold, mens Hans Henrik Ørsted tog verdensrekorden i 10 km cykling. Og pudsigt nok faldt den daværende SV-regering på grund af indflydelse fra datidens største lobbyist.

Tilbage i 1970’erne var stor set al lobbyisme formaliseret efter regler og rettigheder. De etablerede organisationer sad med i de lovforberedende udvalg, og der skete ikke meget i dansk politik, der ikke var sanktioneret af enten fagbevægelsen, fremtrædende NGO’er eller af virksomhedernes interesseorganisationer. Siden har meget ændret sig. Det gælder ikke kun tøjstilen.

Lobbyisme er en helt anden størrelse i dag, hvor erhvervede rettigheder er faldet bort, og hvor indflydelsen går til dem, der søger indflydelsen. Lobbyisme – eller interessevaretagelse alt efter temperament – er en helt anden størrelse i dag.

Medvind på cykelstien?
Spørgsmålet er så, hvad dannelsen af en flertalsregering hen over midten betyder for vor tids pluralistiske lobbyisme. Svaret afhænger meget af, hvilken strategisk tilgang man har til dialogen med det politiske system. Der er dog ikke tale om, at hele tilgangen til lobbyisme skal ændres. Rigtigt meget er det samme og helt uændret. Det gælder eksempelvis stadig, at man med fordel kan starte med embedsmændene i de fleste sager frem for at starte med at tale med politikere på Christiansborg.

Først og fremmest er det oplagt, at med Venstre og Moderaterne i regering vil en række interesseorganisationer, som normalt placeres i blå lejr, alt andet lige stå bedre nu end under den socialdemokratiske mindretalsregering. Magtforholdene i Danmark er forskudt mod højre.

Hvis man har en sag, som måske ikke umiddelbart er realistisk at få gennemført under den nuværende regering, kan det være hensigtsmæssigt at lade oppositionen tage sagen og gøre til sin egen. Et oppositionsparti kan bruge sagen til at skabe omtale og til at få kant til regeringen. Der skal stilles spørgsmål, og ministeren skal i samråd. Og når oppositionspartiet om føje år bliver en del af et parlamentarisk grundlag for en regering, kan forslaget måske blive gennemført til den tid. Eller før, hvis regeringen bliver presset nok af oppositionen.

De lobbyister, der har den slags sager, har en fest med den nye regering. For nu skal de ikke tilpasse sig en reaktionær højrefløj eller en revolutionær venstrefløj. De kan gå begge veje, hvilket er helt usædvanligt. For denne type af sager er der ingen tvivl om, at mulighederne er blevet bedre med den nuværende regering.

Op ad bakke?
Men langt de fleste sager ser ikke sådan ud. Normalt er det sådan, at ens sag enten har mulighed for at blive omsat til virkelighed af den siddende regering, eller den skal gennemføres, fordi man ikke kan vente på et regeringsskifte. Er man i denne kategori, har man nu fået et arbejde, der som udgangspunkt er noget mere besværligt.

Den nye grundregel vil være, at man ikke skal spilde tid på de sager, som det ikke er muligt at få alle tre partier til at bakke op om. Men skal med andre ord komme med en sag, som Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet kan se sig selv i og stemme for. Kommer man med en sag, som Venstre vil elske, men som Moderaterne slår sig på, risikerer man, at sagen bidrager til interne problemer i regeringen. Og så er vejen til målstregen pludselig lang. Har man udformet sit forslag på en sådan måde, at alle tre partier burde kunne bakke op, handler det om at komme rundt om alle tre relevante ordførere – og måske også ministeren – inden sagen bringes op i et internt forum.

Så kan der være sager, som Socialdemokratiet vil elske, og som måske er tålelige for ministeren fra Venstre. Her kan man tænke i, at ministeren stadig er omfattet af den samme grundregel om at skulle kunne tælle til 90 mandater. En minister vil derfor typisk arbejde for at have et godt forhold til sine ordførere fra regeringspartierne. Og det kan gøre, at man accepterer noget fra en regeringsordfører, som ikke er vokset i ens egen politiske baghave. Men regn med, at det hører til undtagelserne, og sørg for, at det ikke er jeres forslag, der skaber intern splid i regeringen. Det er ikke et attraktivt stempel at få som lobbyist.

Omvendt kan man også hævde, at den nye regering vil tage imod politikudvikling med kyshånd, hvis forslaget er lavet med hensyntagen til alle tre partier. For SVM får brug for at fremstå som innovative og udviklende. Og det bliver svært, hvis man ikke får gennemtænkte forslag og ideer ude fra.

Endelig vil nogle mene, at det bliver svært at få sager igennem regeringen, som ikke i forvejen står på en af de 60 sider i det lange, udførlige regeringsgrundlag. Følger man denne logik, skulle lobbyindsatsen være sket, da regeringsgrundlaget blev skrevet, og derfor kan alle lobbyisterne nu holde ferie i resten af regeringsperioden. Men hvis regeringen skal have en eksistensberettigelse, skal den naturligvis kunne håndtere aktuelle udfordringer, som ikke var kendte på tidspunktet for regeringsforhandlingerne. Derfor skal det kunne lade sig gøre at udøve indflydelse på regeringens fremtidige politik, også selvom det ikke nødvendigvis er nemt.

Hvem er vinderne?
Helt generelt kan man sige, at de, der står bedre nu, er de organisationer, som i forvejen var gode til at ramme hen over midten i dansk politik. Det er en række af de store traditionelle organisationer, der tidligere har formået at skabe relationer til både højre og venstre side af midten i dansk politik. Et godt eksempel er Dansk Metal, som har gode kontakter til både Venstre og Moderaterne. Og som har et stærkt medfødt tilhørsforhold til Socialdemokraterne.

Et andet eksempel på en helt oplagt vinder kan man læse ud af regeringsgrundlaget. Når man læser afsnittet om sundhed, bliver der tegnet med den helt store tusch. Afsnittet handler om sundhedsvæsenets strukturelle udfordringer, om manglen på personale og om en opprioritering af psykiatrien. Midt i alle de store linjer er der et meget konkret nedslag på udfordringerne med overvægt. Man kunne have nævnt andre vigtige sygdomsområder som kræft, hjertekar eller hele det neurologiske område, der med sine ældresygdomme står over for en eksplosion. Alligevel vælger regeringen at pege på overvægt, som noget, der skal have fokus i regeringsgrundlaget.

Man kan også hævde, at forebyggelse er en af de absolut største og vigtigste dagsordener inden for sundhed. Det vil ikke være forkert. Men så kan det undre, at man kun nævner et hjørne af forebyggelsen og helt har glemt den del, der har de største perspektiver, nemlig en bekæmpelse af rygningen i Danmark. Eller vores kulturelle akilleshæl i form af det alt for store alkoholforbrug. Men det blev alene til nogle formuleringer om overvægt.

Man kunne derfor få den tanke, at Novo Nordisk, der netop er ved at lancere et meget lovende middel mod overvægt, har haft en finger med i spillet. Og hvis man er særdeles spekulativ, så husker man tilbage på starten af den proces, der førte til Moderaterne, hvor personer med tilknytning til Novo Nordisk var blandt projektets første sponsorer. Det er ren spekulation, men der er ingen tvivl om, at Novo Nordisk må være stærkt begejstrede over præcis denne del af regeringsgrundlaget. Og dermed er de uden tvivl en af vinderne i det store lobbyspil.

Og taberne er?
Taberne findes naturligvis ude på de fløje, der har haft gavn af en regering med en mere entydig farvning end den nuværende. Det kan være nogle NGO’er inden for eksempelvis bistandsområdet, der nu får det sværere, fordi vennerne i venstrefløjspartierne ikke længere udgør det parlamentariske grundlag for regeringen.

Hvis man også her skal lave et enkelt nedslag på en organisation, der kan risikere at få det svært, kunne det være Green Power Denmark. Uden at kende til detaljerne i organisationens tilblivelse, kan man konstatere, at den daværende direktør for Dansk Energi blev forbigået, da der skulle vælges ny direktør i forbindelse med fusionen. Den daværende direktør er til gengæld gået hen og blevet klima-, energi- og forsyningsminister i den nye regering udnævnt for Moderaterne. Det kan føre til en problematisk indflydelsesproces for Green Power Denmark, selvom den nye minister sandsynligvis har rystet fortiden af sig og møder sin gamle organisation uden fordomme.

Det er svært at spå
Inden jul kom der en episode af podcastet Genstart med et interview med Ritt Bjerregaard. Den stovte socialdemokrat fortalte om sine erfaringer med SV-regeringen fra slutningen af 70’erne. Hendes analyse var, at SV-regeringens problemer opstod som en konsekvens af, at alt for mange beslutninger skulle sanktioneres af den daværende formand for LO, Thomas Nielsen. Dengang var indflydelsen fra organisationerne i partiernes baglande som nævnt tidligere langt mere formaliserede og rettighedsbaserede end i dag. Og der er ingen tvivl om, at især Socialdemokratiet har frigjort sig af den tætte tilknytning til sit bagland af fagforeninger.  

Det er således ikke tilknytningen til en række stærke lobbyorganisationer, der nødvendigvis fører til den nuværende regerings fald. Og hvem ved, om ikke regeringen i kraft af sin bredde viser sig at være meget pragmatisk og derfor lydhør over for hele sin omverden? Derfor kan det være, at Green Power Denmark får held til at omsætte mål til handling på klimaområdet. Og at hele forebyggelsesområdet bliver løftet af den nye sundhedsminister. Alt det vil tiden vise.

Bragt på Kommunikationsforum den 11. januar 2023