På vej ud af coronaens jerngreb er tiden kommet til at rette fokus mod den virkelig store sundhedsudfordring i Danmark: Udviklingen i antallet af danskere med en eller flere kroniske sygdomme. I dag går 80 procent af udgifterne til sundhed til behandling af kroniske sygdomme.

Et studie fra Aalborg Universitet fra 2019 estimerer, at to ud af tre danskere går rundt med en kronisk sygdom. Tallet vil stige markant de kommende år, så hvis ikke kroniske sygdomme helt skal underminere vores sundhedsvæsen, er det tid til at handle. Nu.

To bevægelser får antallet af kronikkere til at stige
Vi er generelt ramt af to bevægelser, når det handler om kroniske sygdomme. Den første bevægelse skyldes sundhedsvæsenets succes. Et bedre sundhedsvæsen med bedre behandlinger gør, at danskere lever markant længere, og ofte bedre, med sin kroniske sygdom. For en række kroniske sygdomme er der faktisk ikke tale om, at incidensen, altså antallet af nye sygdomstilfælde, er stigende. Men fordi vi lever længere med sygdommen, stiger antallet af kronisk syge alligevel.

Desuden er vi i fuld gang med at konvertere en række dødelige sygdomme til kroniske sygdomme. Det gælder eksempelvis en række kræftsygdomme, hvor nye behandlinger gør os i stand til at overleve og leve med kræften. Og derfor rykker disse kræftsygdomme ind i den lange række af kroniske sygdomme.

Den anden bevægelse er den demografiske udvikling, hvor vi bliver flere ældre. Generelt er det sådan, at forekomsten af kroniske sygdomme er stigende med alderen. Ifølge det tidligere nævnte studie fra Aalborg har en dansker over 75 i gennemsnit 5,3 kroniske sygdomme, mens de 16-44-årige i snit har 1,1 sygdom. Og derfor stiger antallet af kroniske syge.

Kroniske sygdomme belaster sundhedsvæsenet
Problemet med det stigende antal kroniske sygdomme er, at alt for mange patienter har mere end en enkelt kronisk sygdom. Somatiske lidelser går hånd i hånd med psykiatriske lidelser. Og har du en autoimmun sygdom, kommer der ofte andre autoimmune sygdomme til.

Vores sundhedssystem er i de sidste 30 år gået mod stigende specialisering. Det har medført
fordele, men også ulemper, hvilket særligt går ud over patienter med flere kroniske sygdomme. Det er nødvendigt at arbejde sammen på tværs af sektorer, for udfordringerne på kronikerområdet kan de enkelte sundhedsaktører ikke løse hver for sig. Den stigende specialisering kolliderer således med stigningen i multisyge kronikere.

Samtidig med at vores sundhedsvæsen ikke helt er indrettet til at håndtere multisyge kronikere, så lægger kronikerne beslag på store dele af sundhedsvæsenets ressourcer. Kronikerne står for over halvdelen af alle kontakter til praktiserende læger, næsten hver tredje indlæggelse, hver tredje sengedag på sygehusene og cirka halvdelen af udgifterne til medicin.

Kommunikation er nøglen
Der er faktisk meget, som man umiddelbart kan gå i gang med for at forbedre forholdene for kronikerne og sikre, at sundhedsudgifterne ikke løber løbsk. Tag for eksempel det faktum, at op imod halvdelen af kroniske patienter ikke tager deres behandling korrekt. Der er således kæmpe sundhedsgevinster at hente, hvis man kan øge compliance på kronikerområdet.

Den store nøgle til at høste betydelige gevinster i vores sundhedssektor er kommunikation. Ved at sætte patienten i centrum i stedet for systemet og sørge for, at patienterne modtager information om deres behandling, som de kan forstå, og på et tidspunkt, hvor de er klar til at modtage den, vil mange flere tage deres behandling korrekt.

Og så nytter det ikke noget, at det meste skriftlige kommunikation til patienterne har et lixtal over 40. Det er der mange danskere, der ikke kan læse og forstå. Og slet ikke de næsten 600.000 danskere, der ikke kan læse en simpel tekst enten på grund af ordblindhed, analfabetisme eller manglende danskkundskaber.

Kommunikation er også udfordringen internt i sundhedsvæsenet. Mellem afdelinger. Mellem fagligheder. Og mellem hospital, speciallæge og praktiserende læge. Og mellem sundhedssektor og plejesektoren i kommunerne. Tag bare det faktum, at vi nu har to forskellige patientjournalsystemer på hospitalerne. Et i øst og et andet i vest.

I Australien har øget fokus på kommunikationen i sundhedssamtaler forbedret nøjagtigheden af diagnoser, patienternes evne til at følge behandlingen, øget livsstilsændringer, reduceret fejl- og bivirkninger. Og som en positiv sidegevinst har det øget sundhedspersonalets trivsel og reduceret stress.

Fra tanke til handling
Vi har ikke brug for at udvikle nye ideer, skabe viden eller tænke tanker. Vi skal sådan set bare i gang med at omsætte vores viden til handling. Der er ikke brug for en sundhedspolitisk tænketank, men vi kan godt bruge en handletank.

En handletank på kronikerområde, vil kunne bidrage til at udvikle og anvise nye, innovative løsninger tilpasset den enkelte patient med en eller flere kroniske sygdomme. En handletank skal skabe rammen for et samarbejde, der sikrer, at udgangspunktet for en behandling i fremtiden bliver det enkelte menneske. Handletanken skal forbedre behandling af kroniske sygdomme og den skal øge borgernes handlekompetencer. Den skal dermed skabe større trivsel og livskvalitet ikke kun hos mennesker med kronisk sygdom, men også hos de sundhedsprofessionelle. Og så skal den nedbringe omkostningerne til kronisk sygdom per borger.

Opgaverne for en handletank vil bestå i at samle sundhedsaktører om at udvikle og teste koncepter og prototyper i praksis. For eksempel kunne et projekt bestå i at samle danske sundhedsaktører i en indsats for at forbedre sundhedspersonalets kommunikationskompetencer og sætte tilstrækkeligt tid af til samtaler med patienten i centrum.

Det er tid til handling.

Af Anders Schroll, Associate, og Martin Vith Ankerstjerne, Decisions. Bragt på Altinget Sundhed 22. september 2021