Kristian Jensens job i spidsen for Green Power Denmark og Nick Hækkerups job som direktør for Bryggeriforeningen har kickstartet en debat om begrebet ’svingdørslobbyisme’ og givet luft til ønskerne om at regulere politikernes muligheder for at gå ud til et job, der har det mindste med politik at gøre. ’Svingdørslobbyisme’ er imidlertid et begreb, der er noget misforstået i en dansk kontekst, og som bruges til at fremme en dagsorden, der næppe er til fordel for vores demokrati. Men diskussionen er i sig selv vigtig, og vi skal til stadighed diskutere, hvor vi kan sikre en transparent og legitim interessevaretagelse i Danmark.
Går de ikke kun én vej?
Selve begrebet ’svingdørslobbyisme’ skaber et mentalt billede af politikere, der shopper rundt mellem positionerne som politikere og lobbyister. Det er imidlertid reelt ikke billedet i Danmark, hvor der snarere er tale om en ensrettet bevægelse væk fra politiske tillidshverv og over til stillinger som ledere af interesseorganisationer. Eneste potentielle undtagelse, som jeg er bekendt med, er Jakob Axel Nielsen, der efter mere end ti år ude af politik kan genvælges til Folketinget.
Der er således tale om en framing – en journalistisk vinkling – der skaber et billede af noget problematisk, hvor virkeligheden er knap så problematisk. Men det skal jo ikke forhindre os i at diskutere, om politikere skal kunne gå direkte ud til stillinger, hvor de arbejder med politiske emner på den ene eller anden måde.
Myte 1
Første udbredte myte er, at man som tidligere politiker har lettere adgang til magten på Christiansborg og Slotsholmen. Man kan diskutere, om ikke alle har en relativt nem adgang til politiske beslutningstagere på Christiansborg? Og under alle omstændigheder er det vel kun noget, der kan gælde for Hækkerup og ikke for Jensen. Naturligvis har Nick Hækkerup nemmere adgang til regeringens ministre. Men Kristian Jensen har ikke nødvendigvis samme nemme adgang. Måske tværtimod. Det at være en tidligere politisk modstander kan betyde mindre adgang til de politiske beslutningstagere i regeringen.
Og så er adgang i øvrigt ikke nok. Som lobbyist skal man ikke alene have beslutningstagerne til at lytte. Man skal også kunne overbevise dem om, at ens budskab bør være det, som Folketinget i sidste ende beslutter. I mange tilfælde er det dermed ikke nok at overbevise én gammel ministerkollega, hvis man ikke også kan overbevise et flertal af gamle politikere i Folketinget. Og selvom man kan skaffe et politisk flertal, så skal forslaget også give mening for de embedsmænd, der skal implementere forslaget efterfølgende.
Myte 2
Den næste myte handler om, at politiske beslutningstagere tager viden med sig, som kan bruges i det nye job. Ifølge en artikel på dr.dk er problemet ifølge Rosa Lund fra Enhedslisten, at ”bestemte virksomheder eller interesseorganisationer kan købe sig adgang til noget særlig viden, som en minister ligger inde med”. Lad os lige dele den her op. Der er fortrolig viden, som man får som minister, og så er der al den anden viden, der jo er offentlig tilgængelig viden. Den fortrolige viden allerede er reguleret. Det er forbudt at misbruge fortrolige oplysninger, og det kan man blive straffet for. Er det ikke det, sagen mod Claus Hjort Frederiksen handler om?
Læg i øvrigt mærke til, at Rosa Lund ikke nævner NGO’ere og er specifik om, at problemet er vedrørende en minister. Dermed omfatter det ikke Enhedslistens eksport af fremtrædende folketingsmedlemmer til toppositioner i ’lobbyorganisationer’ som Danmarks Naturfredningsforening og Red Barnet.
Al ikke-fortrolig viden, som man opnår som minister, folketingsmedlem eller embedsmand, er baseret på mere eller mindre åbne kilder og forbundet med konkrete, tidsafgrænsede sager, som alle kan søge aktindsigt i. Man kan jo spørge sig selv, hvilken viden om justeringer af straffelovgivningen, som Nick Hækkerup kan bruge i sit nye job eller videregive til Bryggeriforeningen? Det er vel næppe hans indsigter i konkurslovgivningen, som de har hentet ham ind for at bruge?
Faktisk er det lobbyisten, der er leverandør af viden til det politiske system og ikke omvendt. Hvis vi ser sager, hvor tidligere politikere eller embedsmænd lovligt har misbrugt den viden, som de erhvervede før de blev lobbyister, kan der være grundlag for regulering, men vi skal vel ikke lovgive ud fra hypotetiske problemstillinger?
Myte 3
En sidste myte er, at ’svingdørslobbyismen’ skulle gøre det sværere for andre aktører at varetage deres interesser over for det politiske system. Det er en myte, der er baseret på den forudsætning, at politik skulle være en nulsumsspil, hvor man kun kan få indflydelse på bekostning af andre. Sådan er virkeligheden gudskelov ikke. Politikernes interesse i at tale med lobbyister er at sikre sig det bedst mulige grundlag for de beslutninger, som de skal tage. Her er reglen snarere, at mere er bedre. Og det er en klar fejl, som fagbevægelsen og en række NGO’ere tidligere har praktiseret, at man kun skal tale med dem, som man er ’venner’ med. Det er snare omvendt.
Der er mest afgørende for adgangen til de politiske beslutningstageres ører, hjerner og hjerter er begrebet legitimitet. Hvis en organisation eller virksomhed ikke opfattes som legitim, er det næsten umuligt at få indflydelse. Men hvis man repræsenterer en god sag, der har betydning for mange mennesker, er man ofte meget legitim. Derfor har patientforeninger mere indflydelse end medicinvirksomheder. Og derfor har naturfredningsforeninger mere indflydelse end benzinselskaber. Og derfor har lokale vindmøllemodstandere ofte mere indflydelse end Green Power Denmark.
Skal vi indføre et erhvervsforbud?
Udover Rosa Lund er både juraprofessor Sten Bønsing og formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen ude at slå på tromme for en regulering af ’svingdørslobbyismen’ i Danmark og nævner muligheden for en karensperiode. De fremhæver, at når andre lande har en regel, skal vi også have det. Bør man ikke kunne påvise et udbredt problem, før det giver det mening at kigge på regulering? Hvor er dokumentationen, eller bare en konkret mistanke om, at et jobskifte har medført urimelige fordele for den ansættende organisation?
Det er også påfaldende, at alle fortalerne for en karensperiode stort set aldrig nævner, at en karensperiode ikke kan indføres uden en økonomisk kompensation af de politiske beslutningstagere. Man kan ikke bare indskrænke frihed og muligheder gennem et ’erhvervsforbud’ uden at betale folk en kompensation. Når man behændigt undviger denne lille oplysning, skyldes det, at enhver diskussion om betaling til vores folkevalgte altid ender galt. Det kommer til at handle om, at politikerne bare vil rage til sig. Og dermed er vi fremme ved den reelle bagside af diskussionen om ’svingdørslobbyisme’.
Vi får de politikere, vi beder om
Uanset hvordan man indfører en karensperiode, vil det bidrage til at gøre jobbet som folkevalgt politiker mindre attraktivt. Det er i forvejen noget af en utaknemmelig tjans: For at blive valgt skal man kaste enorme mængder frivilligt arbejde ind i projektet. Til gengæld er aflønningen i bedst fald middelmådig. Man får godt 100.000 kroner om året for at sidde i et Regionsråd. Og hvis man går hele vejen og bliver minister, får man stadig mindre end departementschefen i kontoret ved siden af. På trods af mindre jobsikkerhed. På trods af, at politikeren skal stå til rådighed for medier og kan få udstillet sit eget skrald på en dobbeltside i Ekstra Bladet. På trods af en arbejdsmængde og et arbejdsmiljø, der får flere og flere politikere til at gå ned med stress. På trods af den pris, som børn og familie betaler for et offentligt kendt medlem af familien. På trods af trusler og tilsvining på sociale medier.
Manglende erhvervserfaring hos politikerne, der nærmest går direkte fra ungdomspolitik ind på Christiansborg, fremhæves som et stort demokratisk problem. Er det så ikke også et problem, hvis vi gør det tæt på umuligt at gå ud af politik? For hvilke kompetencer har politikere, som har værdi for omverdenen, efter mange år i politik? Hvis de havde erhvervserfaring, har de med sikkerhed mistet sine kvalifikationer som læge, lærer eller smed efter 10-15 år.
Hvad kan politikerne?
De har heller ikke anvendelig ledelseserfaring. Hvis de har ledelseserfaring, er det enten ledelse gennem ledere, eller det er en del-og-hersk ledelse, som politik ofte fremavler. Ingen af delene kan normalt bruges udenfor politik. Og der er grænser for, hvor mange danske politikere, der kan blive generalsekretær for NATO eller kommissær i EU.
Deres absolut bedste og vigtigste kompetence er, at de forstår politik. Ikke at de ved noget, men at de forstår noget. Og det kan bruges i et job, hvor man skal fremme bestemte interesser. Det kan for eksempel være i Bryggeriforeningen. Eller i Red Barnet. Og selvom de kan bruge deres forståelse af politik, er det ikke lig med, at de er gode lobbyister. For det job kræver mangt og meget mere end forståelse for politik. Men det er deres udfordring.
Øhh, hvad med demokratiet?
Inden vi farer ud og slukker en ildebrand, der ikke er tændt, burde vi måske tage den lidt større diskussion af de udfordringer vi har med vores demokrati. Hvad gør vi med det faldende medlemstal i partierne? Hvad gør vi ved mediernes fokus på proces frem for på indhold? Hvad gør vi med den grimme tone i ekkokamrene på de sociale medier? Hvordan indretter vi demokratiet, så embedsmænd ikke bliver for politiske? Og så politikerne ikke udpeger embedsmænd politisk? Og hvordan gør vi lobbyisme og interessevaretagelse så transparent og så fagligt baseret som muligt? Der er mange, lange, grundlæggende diskussioner, som trænger sig mere på end de potentielle, imaginære problemer, som politikeres jobskifte skaber.